Sydvest-Sjælland

Den egn som der ovenfor refereres til er i bred forstand det sydvestlige Sjælland. Mere præcist er det Grevskabet Holsteinborgs domæne i sognene Fyrendal og Holsteinborg, hvor landsbyerne Nyrup, Bisserup og Skafterup er beliggende.

I det følgende vil Arne Kaj Tormod Hansens slægt blive gennemgået med udgangspunkt i ‘en af de 18 gårde i Skafterup nemlig Christen og Dorthes fæstegård.

Christen Rasmussen (1662-1747) og Dorthe Lausdatter (1674-1728)

Uddrag af historien om Christen og Dorthe

Dette ægtepar er det ældste i slægten. Christen Rasmussen er født i 1662 og har på et tidspunkt mellem 1688, hvor Morten Nielsen har gården, og 1723, fået fæstebrev på gården med nummeret 15 i jordebogen. Det er en gård af nogenlunde samme hartkornsstørrelse som de andre gårde i landsbyen. Gården er sat til 5 tønder 1 skæppe og 1 album. Senest 1703 er Christen blevet gift med Dorthe Lausdatter. Hun er født i 1774. De får 6 børn og den ældste Rasmus Christensen er født i 1704. En datter Anne født 1706 bliver gift med Niels Pedersen i Skafterup. Han er også bonde. Anne dør i 1730, 24 år gammel. Også 2 af de andre børn dør tidligt: Niels født 1707 dør i 1721 og Karen født 1718 dør samme år.

Dorthe Lausdatter dør 1718, 54 år gammel og efterlader sig da boet bliver gjort op 10 rigsdaler svarende til 3 tønder byg.

Christen Rasmussen opgiver fæstet grundet “betrængende alderdom” i 1731 og gården overtages af Niels Ibsen fra Nyrup med Christen på aftægt. Den 24. i Trinitatis 1747 dør Christen Rasmussen 85 år gammel.

Rasmus Christensen (1704-1751) og Maren Jensdatter

Uddrag af historien om Rasmus og Maren og Rasmus Christensen og Marens børn

Rasmus Christensen får den 14-6-1726 fæstebrev på gård nr. 9 i jordebogen som Knud Pedersen havde før. Gården Christen overtager er af samme størrelse som faderens. 3. påskedag samme år som han fæster gården er han blevet gift med Maren Jensdatter. Hun er datter af Jens Jensen i Hyllinge Sogn og født 25-3-1696.

Deres første barn Niels bliver født nytårsdag 1827 men dør 14 dage efter. Efter Niels kommer der yderligere 10 børn hvoraf de 4 dør efter kortere tid. Om 4 af de andre børn vides:

Hans Rasmussen 1735-1786. Han bliver gift med Johanne Pedersdatter ( se Hans Rasmussen )

Niels Rasmussen 1730-1814. Fæster Krogsagergaard i Skafterup i 1755 og gifter sig i den forbindelse med enken på gården Gertrud Andersdatter. Hun er født i Spjellerup i 1725 og dør i barselssengen i februar 1765. Niels Rasmussen gifter sig derefter med Maren Hansdatter. Der er 14 børn i de 2 ægteskaber. Det sidste barn med Gertrud Andersdatter som dør efter fødslen, er Ingeborg Nielsdatter. Ingeborg bliver mor til Kirsten Pedersdatter, hvis mands onkel som 17-årig blev straffet for at have givet fogeden på Holsteinborg tærsk efter at denne havde slået en af Peders mindre søskende. Som straf fik han hele 16 års tjeneste som soldat.

Niels Rasmussen dør 25-4-1814 og Maren Hansdatter et halvt år efter den 12-12-1864 (uddrag af historien om Niels Rasmussen)

Jens Rasmussen 1732-1806. Fæster 8-4-1758 gård i Skafterup. Gården står som nr. 1 i jordebogen. Han bliver gift 3 gange og får 10 børn hvoraf de 3 dør efter kort tid. Sønnen Hans Jensen født 1770 fæster gården som udflyttes til Skafterup Mark. Jens Rasmussen får fæstebrev på stuehuset på den gamle gård og dør i 1806. (uddrag af historien om Jens Rasmussen)

Andreas Rasmussen 1738-1798. Fæster 24-6-1767 gård nr. 9 i Skafterup. Han bliver gift med Karen Lorenzdatter født i 1740. og de får 7 børn hvoraf de 2 dør efter kort tid. Andreas Rasmussen dør i 1798 og begraves den 13.november. Måneden efter den 13.december 1798 får sønnen Christen Andreasen fæstebrev på faderens gård. Ved folketællingen i 1801 bor Karen Lorentsdatter med datteren Anne som er “vanfør”. Christen Andreasen dør i 1808. (uddrag af historien om Andreas Rasmussen)

Rasmus Christensen dør i 1751 den 3. i Trinitatis 47 år gammel. Maren Jensdatter overlever ham. Det vides ikke hvornår hun dør.

Hans Christensen (1735-1786) og Johanne Pedersdatter (1741-1819)

Uddrag af historien om Hans og Johanne

Hans Rasmussen er født 28-6-1735. Ved hans dåb var bl.a. farfaderen Christen Rasmussen dåbsvidne. Hans Rasmussen bliver som sine brødre Niels, Jens og Andreas fæstebonde i Skafterup og får gård nr.7 i jordebogen den 4-6-1762. Han er gift med Johanne Pedersdatter som er født i 1741 og de får 9 børn: (se Historien om Hans og Johannes børn)

1886 dør Hans Rasmussen 51 år gammel. Johanne Pedersdatter dør den 19-9-1819 i en alder af 66 år.

Rasmus Hansen (1763-1815) og Johanne Hansdatter (1777-1847)

Uddrag af historien om Rasmus Hansen og Johanne

Rasmus Hansen og Johanne

Rasmus Hansen er 23 år da faderen dør i 1786 men der skulle gå endnu nogle år før han kunne overtage gården. Indtil 1798 er det moderen der har gården. Den 24-10-1798 får han fæstebrev på gården og tager moderen Johanne Pedersdatter på aftægt.

Samtidig med fæstet af gården gifter han sig med Johanne Hansdatter født 1776. Deres første barn dør straks efter fødslen og begraves den 3-9-1800. Om de andre børn kan fortælles ( uddrag af historien om Rasmus og Johannes børn):

Hans Rasmussen 1801-1852 (om ham senere)

Niels Rasmussen 1803-1870 fæster 13-10-1828 Aspegaard på Skafterup Mark. Gården er nr. 8 i jordebogen og ligger på matrikel 11b på Kristiansholmsvej. Den 20-6-1829 bliver han gift med Karen Marie Pedersdatter født 1811 i Kvislemark, datter af gårdmand Peder Pedersen. De får 7 børn deriblandt Rasmus Nielsen født 1851. Niels Rasmussen dør 23-7-1870 og Maren Marie Pedersdatter dør den 16-2-1887.

Sønnen Rasmus Nielsen overtager gården den 29-7-1889. Han er gift med Maren Nielsen født i 1845. Hun dør i 1911 og Rasmus Nielsen gifter sig derefter 17-8-1912 med Hansine Juliane Sofie Pedersen fra Tornemark.

Den 27-5-1919 køber Rasmus Nielsen gården af grevskabet og få år efter den 27-11-1924 dør Rasmus Nielsen. Enken gifter sig med Niels Peter Hermann Caspersen fra Hyllested og sammen har de gården frem til 1947, hvor sønnen af 1. ægteskab Karl Nielsen overtager gården som den sidste af slægten.

Else Rasmusdatter 1804-1818. Hun bæres til sin dåb af mosteren Karen Hansdatter, gift med Jens Poulsen i Fodby. Den 11-8-1818 dør hun.

Lene Rasmusdatter 1806-1873. Hun blev i 1827 gift med væver Hans Andersen af Skafterup, hvor Hans Andersen har etableret et væveri. Mellem 1840 og 1845 flytter de til Vallensved Sogn, Saltø Mølle. Deres datter Anne Kirstine født 1-9-1842 bliver gift med Christian Pedersen 1836-ca. 1925, arbejdsmand i Karrebæk. Anne Kirstine har et vaskeri og kaldes “Stine Stryger”. Det er fra deres datter Else Sofie Christiansen født 1913 der er levnet en lille historie om Lene Rasmusdatter: “Hun levede af at bage basser som hun tog med i en kurv og solgte på markedet. En vinter var hun så uheldig, at hun faldt ned fra en hestevogn, som hun var kommet op at køre med. Uheldigvis brækkede hun begge sine håndled, så hun ikke kunne bage mere. Hænderne blev aldrig sat rigtig sammen og resten af livet vendte de lidt forkert”.

Lene Rasmusdatters datter Anne Kirstine Hansdatter (“Stine”) sammen med svigerdatteren Regitze og sønnen Christian samt barnebarnet Else Sofie (“Muddi”). Foto: ukendt

Hans Andersen dør den 5-1-1854, 48 år gammel og Lene Rasmusdatter dør den11-5-1873, 83 år gammel.

Frederikke Rasmusdatter 1809-1889. Hun bliver gift med gårdforpagter Hans Jensen i Tornemark. Han har forpagtet Langesgård der ligger på højre hånd på Skafterupvejen efter Skummekrydset. Da gården mellem 1845 og 1850 bliver overtaget af Jens Frederiksen bliver de boende på gården på aftægt. Efter Hans Jensens død i 1887 flytter Frederikke Rasmusdatter til sønnen Anders Hansen i Hyllinge Sogn, hvor hun dør 1-12-1889.

Stine Rasmusdatter 1811-1888. Hun bliver i 1831 gift med Anders Rasmussen 1805-1871 fra Skafterup. Han fæster 4-11-1831 Stines fødegård. Moderen Johanne Hansdatter der var blevet enke efter Rasmus Hansen i 1815 var derefter blevet gift med Hans Jørgensen. Da Hans Jørgensen døde i 1830 kunne Anders Rasmussen og Stine Rasmusdatter overtage gården med nr. 7 i jordebogen kaldt Mølleberggaard. De får 10 børn. Den 21-8-1871 dør Anders Rasmussen, 66 år gammel og den 6-5-1888 dør Stine Rasmusdatter, 77 år gammel.

Anne Rasmusdatter 1813-1851. Hun bliver den 5-8-1837 gift med Niels Pedersen af Kvislemark med hvem hun får 2 børn. Den 24-3-1851 dør Anne Rasmusdatter, 38 år gammel. Hun begraves den 29. marts på Marvede kirkegård.

Hans Rasmussen (1801-1852) og Maren Pedersdatter (1794-1831) og Mette Pedersdatter (1810-1867)

Uddrag af historien om Hans Maren og Mette og deres børn

Hans Rasmussen, søn af Rasmus Hansen og Johanne Hansdatter, bliver døbt den 7-7-1801. Den 14-2-1822 bliver han gift med Maren Rasmusdatter i Kvislemark Kirke. De bosætter sig i Kvislemark hvor parrets første 3 børn bliver født:

Der er ingen gård i vente så Hans Rasmussen fæster i stedet et hus i Skafterup som han får fæstebrev på den 4-9-1829. Huset kaldes “Lervangshuset” med nr. 17 i jordebogen og matrikuleres senere som 13b. Der er et jordtilliggende på omkring 5 tønder land til huset.

Da de har boet på Skafterup Mark i 3 år dør Hans Rasmussens kone Maren den 20-6-1831 og året efter den 6-3-1832 dør også datteren Ellen Kirstine. Ved folketællingen i 1834 er Hans Rasmussen derfor enkemand og bor alene i sit hus hvor han “lever af sin jordlod”. Sønnen Niels på nu 11 år er tjenestedreng hos Hans Rasmussens søster Stine og hendes mand Anders Rasmussen. Sønnen Peder på 9 år er hos farbroderen Niels Rasmussen og hans kone Karen Marie Pedersdatter.

Den 26-11-1836 gifter Hans Rasmussen sig med Mette Pedersdatter på 26 år. Hun er fra Arløse og datter af Peder Mortensen 1764-1816 og Sidse Madsdatter 1765-1828. Mette Pedersdatter var i 1834 tjenestepige på en fra Bisserup udflyttet gård kaldet Barnegaard, Skovridergårdsvej, matrikel nr. 7a, hos Morten Sørensen og Kirsten Ellen Jensdatter. Hans og Mette får 6 børn men Hans når ikke at se den yngste da han dør den 2-6-1852. Mette Pedersdatter får skifterettens tilladelse til at sidde i uskiftet bo men et lille årti efter har hun af økonomiske årsager opgivet at holde sammen på husmandsstedet: Den 30. marts 1862 overtager stedsønnen Peder Hansen lejemålet på husmandsstedet. Huslejen er på 10 rigsdaler og 3 tønder byg. I lejekontrakten står at lejeren er pligtig at understøtte forrige besidder nemlig Hans Rasmussens enke med en afgiftsfri beboelse på 3 fag indrettet til stue, køkken og soverum samt kammer. Dette arrangement holder kun kort tid og hun og børnene fraflytter egnen og tager til København.

Mette Pedersdatter dør den 26-11-1867 og begraves den 5-12-1867. Ved sin død boede hun hos sønnen Morten Hansen i Hjortespring Herlev Sogn i København. Hun blev 57 år gammel.

Om Hans Rasmussens børn er der følgende at fortælle: (se alle børn)

Niels Hansen 18231890. Som nævnt bliver Niels tjenestedreng hos faderens søster Stine Rasmusdatter og Anders Rasmussen i Skafterup. Senere bliver han karl hos Rasmus Hansen på Øslekjærgaard (senere kaldt: Iglekærgaard. Rasmus Hansen og Karen Nielsdatter kommer fra Fyn og har fæstet Øslekjærgaard i 1832.Rasmus Hansens ældste datter hedder Maren og det er hende Niels Hansen finder sammen med. Bekendtskabet med Maren får følger idet hun 11-4-1852 nedkommer med en datter Johanne Marie Nielsdatter. Navnet bliver bogført i kirkebogen ved dåben den 25. april og præsten har noteret Niels Hansen som udlagt barnefader. Den 23-2-1856 bliver Niels Hansen gift med Maren Rasmusdatter, 22 år. Niels Hansen lever som husmand og daglejer i Skafterup. Han har 7-7-1868 fået skøde på ejendommen matrikel 8d og 22a i Skafterup. Niels Hansen dør 2-2-1890, 67 år gammel. Maren Rasmusdatter dør 23-9-1897, 64 år gammel.

Peder Hansen 1825-1896 . Peder Hansen bliver født den 25-8-1825 i Kvislemark og døbt i kirken samme sted den 18. september. Han blev båret til dåben af farbroderen Niels Rasmussens kone Margrethe. Se historien om Peder Hansen.

Ellen Kirstine Hansdatter 1828-1832. Hun blev båret til dåben af Stine Rasmusdatter (faster) den 21-9-1828. Ellen Kirstine dør 3 år gammel den 6-3-1832.

Hans Hansen 1837-. Han bliver født den 12-9-1837 som Hans Rasmussens og Mette Pedersdatters første barn og bliver båret til dåben den 23. november af fasteren Lene Rasmusdatter.

Hans Hansen rejser sammen med søsteren Karen Marie Hansdatter og broderen Morten til Amerika omkring 1870. Han var blevet gift og havde fået en datter kaldt Minnie. Konen og en en nyfødt dør på rejsen og bliver begravet i England (se historien om Karen Marie Hansdatter).

Ellen Kirstine Hansdatter 1839-1840. Hun bliver født den 12-5-1839 og dør den 3-10-1840.

Anne Sophie Hansdatter 1840-1866. Hun bliver født den 11-11-1840 og bor ved folketællingen i 1855 hjemme. Samme år bliver hun konfirmeret. Hun dør den 9-5-1866.

Mette Kirstine Hansdatter 1842-1864. Hun bliver født den 15-6-1842 og bor ved folketællingen i 1855 hos moderen sammen med Karen Marie og Morten. Mette Kirstine dør 16-7-1855.

Karen Marie Hansdatter 1844-. Hun bliver født den 30-9-1844 og døbt i Fyrendal Kirke den 5-12-1844. Blandt dåbsvidnerne er broderen Peder Hansen. Hun konfirmeres i samme kirke den 30-3-1856. Ved folketællingen i 1860 bor hun hjemme hos moderen sammen med broderen Morten. Efter søsteren Anne Sophies død flytter de til København og tager derefter omkring 1870 til Amerika, hvor Karen Marie Hansdatter bosætter sig i Pleasant Grove Utah. Hun bliver gift den 9-3-1874 med en dansk udvandrer Thomas Christian Larsen (se historien om Karen Marie).

Morten Hansen 1846-. Han er født 1-4-1846 og bor ved moderens død i Herlev Sogn i Hjortespring. Han rejser med søsteren og broderen til Amerika.

Rasmus Hansen 1853-1853. Han bliver født den 10-2-1853, 8 måneder efter faderen Hans Rasmussens død og dør den 17-2-1853.

Karen Marie Hansdatter (1844-1921) Utah USA

Uddrag af historien om Karen Marie

Den religiøse bølge som skyllede gennem sognene under Grevskabet Holsteinborg var især en vækkelse inden for den lutheranske kirke men også trosopfattelser uden for kirken var i bevægelse. Karen Marie Hansdatter blev påvirket af prædikanter fra Mormonkirken og dette sammen med de hårde livsbetingelser fik hende til, sammen med de to brødre Hans og Morten, at rejse til Amerika. I staten Utah i USA havde Mormonkirken oprettet en hovedbase, og det var dertil Karen Marie Hansdatter rejste omkring 1870. Første stop var England hvor de tog arbejde for at rejse kapital til sidste del af rejsen. Under opholdet i England dør Hans kone og den lille nyfødte af kobber og Karen Marie må tage ansvaret for den overlevende datter kaldt Minnie. Efter et år i England gik rejsen videre og de kunne gå i land i havnen i Brooklyn.

Karen Marie Hansdatter

Medens de opholdt sig i Pittsfield i Pennsylvania møde de en ung dansk slagter ved navn Thomas Christian Larsen. I sommeren 1873 rejste de med ham til Lehi i Utah, hvor hun den 6-3-1874 blev gift med Thomas Christian Larsen som forinden var konverteret til mormonkirken. Efter brylluppet rejste de rundt og søgte et sted hvor de kunne bosætte sig. Karen Maries bror Morten havde erhvervet et stykke land nær Battle Creek Canyon, hvor de købte nabojord og senere udvidede med mere land. De fik også broderens jord da han etablerede sig som tandlæge.

I starten boede de i et shelter af sten og jord før de byggede det hus der blev deres hjem resten af deres dage. De fik 8 børn:

Thomas Christian Larson dør den 8-12-1915 og Karen Marie dør den 21-12-1921. De blev begravet på kirkegården i Pleasant Grove.

Peder Hansen (1825-1896) og Ane Kirstine Madsdatter (1835-1903)

Uddrag af historien om Peder Hansen

Peder Hansen er født 25-8-1825 og bliver efter konfirmationen tjenestedreng og senere karl hos Niels Rasmussen og hans kone Karen Marie Pedersdatter på Askegaard i Skafterup. Den 27-3-1860 bliver han gift med Ane Kirstine Madsdatter, født den 4-2-1835 som datter af husmand Mads Poulsen (1792-1844) og Maren Neumannsdatter (1796-1874) i Skafterup.

Omkring 1870 overtager de Lervangshuset som Peder Hansens far Hans Rasmussen havde haft og Mette Pedersdatter, Karen Marie Hansdatter og Morten Hansen nu var fraflyttet.

Peder Hansen og Ane Kirstine får 6 børn se:

Den 18-7-1896 dør Peder Hansen 70 år gammel og den 11-11-1903 dør Ane Kirstine Madsdatter.

Niels Peter Hansens søskende

Uddrag af historien om Niels Peter Hansens søskende

Ane Marie Hansen bliver født 17-8-1861 i Skafterup. Hun konfirmeres den 3-10-1875 og bliver gift 29 år gammel med Jens Brøndbjerg Lauridsen af Skafterup, 26 år. Vielsen foregår i Fyrendal Kirke den 14-7-1891.

Ane Marie Lauridsen (f. Hansen)

Samme år bosætter de sig på et mindre husmandssted i Sandby på Midtsjælland, hvor også børnene Hans Peter i 1892 og Carl Siegfred i 1894 bliver født. Ane Marie Hansen bliver alene med børnene da manden rejser bort. Den 1-1-1904 dør sønnen Carl Siegfred 9 år gammel. Den ældste søn Hans Peter Lauritsen udvandrer til Amerika. Han afrejser fra København med skibet SS United States den 14-5-1914 og ankommer til New York den 26-5-1914. Han bosætter sig senere i Woodbridge Middelsex New Jersey hvor han bliver gift med Mathilda Frederikka Wedel. I ægteskabet kommer der 4 døtre. Hans Peter Lauritsen dør i 1974 i New Jersey.

I en periode efter 1914 i 1914passer Ane Marie broderen Niels Peter Hansens børn Roland og Elvira, da Niels Peters kone Mathilde Marie døde.

Ane Marie Lauridsen dør den 23-3-1947 på et alderdomshjem i Næstved.

Hans Peter Hansen bliver født den 16-3-1864 i Skafterup. Han konfirmeres i 1878. En overgang har han gård i Marvede. Han bliver gift med Anna Sofie Kirstine Andersen født den 11-1-1869 som datter af gårdmand Nicolaj Andersen og Ane Kirstine Pedersen i Grimstrup ved Næstved. Vielsen sker den 17-7-1894 i St. Peders Kirke i Næstved.

Hans Peter Hansen

Efter brylluppet bliver Hans Peter bestyrer af svigerforældrenes gård i Grimstrup, matrikel nr. 2a Susågård og overtager denne da svigerfaderen dør i 1909. De har gården frem til medio 1930erne hvor de sælger, da de ikke får børn. Susågård fungerer i dag som institution. Ved folketællingen 1940 bor Hans peter Hansen og Anne Sofie Kirstine Andersen på Solvej 1 i Herlufsholm. Hans Peter Hansen dør den 23-6-1947 af betændelse i galdeblæren. Ved sin død boede han på Karrebæksvej 21 i Herlufholms Sogn.

Martin Carl Hansen bliver født den 28-10-1869. Han konfirmeres i 1883. Som 20-årig er han medhjælper hos ejeren af Askegård i Skafterup Rasmus Nielsen og Maren Pedersen. I 1892/93 tager han ophold på Høng Højskole. Efter højskolen og efter faderens død i 1896 bliver han bestyrer af moderens husmandssted Lervangshuset på matrikel nr. 13b i Skafterup.

Martin Carl Hansen

Han bliver gift med Nielsine Marie Rasmussen født 17-7-1873. Hun er datter af Niels Rasmussen og Sofie Frederikke Nielsen på Iglekærgård på Skafterup Mark. Vielsen sker den 23-5-1901. 2 år efter dør moderen Ane Kirstine Madsdatter og Martin Carl Hansen og Nielsine overtager husmandsstedet. I ægteskabet kommer der 4 børn:

Martin Carl Hansen blev i 1904 medlem af menighedsrådet og af sognerådet. Han var stærkt optaget af afholdssagen og var med til at oprette Tornemark Afholdsforening, hvor også broderen Niels Peter var aktiv medlem. Martin Carl Hansen interesserede sig derudover for skattetekniske forhold og også det sociale havde hans store interesse. Han indvalgtes i Folketinget i 1910 for Venstre og repræsenterede Fuglebjergkredsen. Da denne kreds blev nedlagt blev han opstillet og valgt i Sorøkredsen.

Martin Carl Hansen dør i 1927 efter at have holdt en tale på et afholdsmøde i Hammer. Han var ved sin død formand for Folketingets finansudvalg. Der blev rejst 2 mindestene for Martin Carl Hansen. Den ene er placeret på hjørnet af Sorøvej og Tværvej i Fuglebjerg og er rejst af vælgere i Fuglebjerg- og Sorøkredsen den 28-10-1927. Den anden sten blev rejst af afholdsbevægelsen og stod oprindeligt på hans gravsted på Fyrendal kirkegård men er siden flyttet til parken ved Holsteinborg Gods.

Johanne Christine Hansen bliver født den 6-1-1873. Hun konfirmeres i 1887. 17 år gammel er hun ansat hos gårdejer Hans Kristensen og og hans søster Mariane Kristensen på Bendtjebjerggård i Skafterup. Hun bliver gift den 19-4-1899 med tømrer Hans Peter Andersen fra Tornemark. Han er født den 4-6-1870, søn af væver Hans Peter Andersen og Kirstine Maren Marie Mortensdatter.

I 1901 bor de i Skafterup by på matriklen nr. 8d, 22a og har den 4-3-1900 fået sønnen Hans Peter Eilif Svend Andersen. Den 14-12-1911 køber de Barnegaard i Bisserup på Skovridergårdsvej af Søren Olsen. De har gården frem til 1933 hvor de sammen med sønnen og hans kone Ingeborg Vincents og deres datter Oda Hansine flytter til Tornemark og ind på matriklen nr. 2j.

Hans Peter Eilif Svend Andersen køber den 10-8-1926 et hus med tilliggende i Nyrup på matrikel nr. 3b. Huset bliver senere kaldt Karinsbo og tegneren Mads Stage boede der indtil 1980. Hans Peter Eilif Svend Andersen er året forinden den 28-5-1925 blevet gift med Ingeborg Vincents Jensen, datter af vognmand Morten Søren Jensen og Oline Jensine Nielsen i Tornemark. DE får den 25-3-1926 datteren Oda Hansine Andersen. Den 18-2-1930 sælger de huset til Thorvald Jensen og flytter hjem til hans forældre i Bisserup.

Ved folketællingen i 1940 er Hans Andersen og Johanne Hansen aldersrentenydere mens sønnen arbejder som vejarbejder. Johanne Christine Andersen (f. Hansen) dør den 9-8-1953. Ved sin død boede hun på Brygvej 2 i Næstved. Hans Morten Andersen dør den 19-8-1956 og begraves ved siden af Johanne på Fyrendal kirkegård.

Mads Vilhelm Hansen bliver født den 28-9-1875. Han konfirmeres i 1899 og flytter lige som sin storebrder østover. Han bliver gift med Johanne Kirstine Rasmussen i Holme Olstrup Kirke. Hun er født 28-10-1886 i Skuderløse i Terstrup Sogn. Forældrene er smed Poul Rasmussen og Sidse Kirstine Hansen i Skuderløse. Vielsen sker den 3-11-1904. De får 8 børn:

Mads Vilhelm Hansen er i begyndelsen gårdejer men skifter erhverv mellem 1916 og 1921. I 1921 er han købmand i Bøgesø By i Everdrup Sogn. Derfra rejser de til København og i 1925 bor de Frederiksborgvej matrikel nr. 26aø i København. Mads Vilhelm er blevet “handelsmand”.

Mads Vilhelm Hansen

Ved folketællingen 1930 bor de på Frederikssundsvej 213, 1.sal, tv. og Mads Vilhelm er ejendomsmægler. Alle børnene er hjemmeboende bortset fra Ragnhild som har fået ansættelse som husassistent hos viceskoleinspektør Johan Frederik Lund og Frederikke Jenny Lund Vennemindevej 4, 4. sal. I 1940 er Mads Vilhelm og Johanne blevet aldersrentemodtagere. Sønnen Asger bor på Teklavej 42a st. og er arbejdsmand gift med Marie Hansen og de har sønnen Poul Erik på 2 år. Sønnen Harry bor på Torbenfeldtvej 13 st. sammen med sin kone Clara Johanne Hansen.

Harry Emanuel Hansen

Harry er lagerekspedient ved Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab og Clara er pakkerske på De Danske Oliemøller. Det er alt der vides om familien.

Niels Peter Hansen

Uddrag af historien om Niels Peter Hansen

Niels Peter Hansen bliver født 3-1-1867, hjemmedøbes den 19-2-1867 og kirkelig dåb den 30-3-1867. Han konfirmeres den 21-4-1881. Karakterer er mg og mg. Han er blevet vaccineret 12-7-1867.

Han arbejder som ung som karl og senere fragtmand med kørsel til og fra de små jernbanestationer. Ved sit arbejde indtjener han tilstrækkelig kapital til at købe et hus i Nyrup i 1893. Huset ligger på matrikel nr. 18b og 18c og ejes af Karen Marie Nielsen enke efter detailhandler Jacob Sørensen. Niels peter Hansen kan nu kalde sig husmand med jord, da jordlodden matrikel nr. 7 indgår i købet. Også sælgeren Karen Marie Nielsen følger med! Hun bliver boende i den ene halvdel af huset, hvor hun har en købmandsbutik. I købskontrakten er det blevet bestemt, at hun skal forsørges af Niels Peter Hansen indtil sin død. Heri indgår at Niels Peter skal betale for brændsel, medicin, lægehjælp samt uden betaling hjemkøre butiksvarer til Karen Maries butik. Niels Peter Hansen flytter ind i den andel halvdel af huset.

Købmandskonen har en tjenestepige ved navn Mathilde Marie Andersen. Hun er født den 20-8-1877 i Gjerløv i Gerlev Sogn. Forældrene er stenhugger Claus Andersen og Anna Kirstine Andersen. Mathilde Marie er ude at tjene før konfirmationen og er i huset hos Karen Marie Nielsen i Nyrup da hun er 12 år. Hun konfirmeres i Kvislemark Kirke den 4-10-1891 medens hun er hos Karen Marie.

Niels Peter Hansen bliver gift med Mathilde Marie Andersen i Fyrendal Kirke den 14-4-1899. Forloverne er naboen smed Morten Hansen i Nyrup og brudens far stenhugger Claus Andersen Ringsted.

Året før brylluppet har Niels Peter Hansen købt endnu et hus i Nyrup. Det er huset på matrikel 15b som tidligere ejedes af Jens Jacobsen. Det er tænkt som en investering og Niels Peter lader husets tidligere ejer blive boende.

Niels Peter og Mathilde får deres første barn den 11-2-1900 da sønnen Robert Jacob Emanuel Hansen bliver født. Han bliver døbt i Fyrendal Kirke den 25-3-1900 og dåbsvidner er købmandsenken Karen Marie Nielsen i Nyrup, Jacob Sørensens enke i Nyrup, barnets mor, tømrer Jacob Jørgensen Nyrup, ungkarl Martin Carl Hansen. Skafterup og barnets far.

Den 12.juli 1903 kommer der nok en dreng som ved dåben den 30.august bliver kaldt Roland Peter Neumann Hansen. Vidner ved dåben er: Barnets moder, gårdejer Thomas Hansen og hustru Karen Marie Hansen, husmand Hans Hansen og barnets fader alle af Nyrup. Rolands mellemnavn Neumann kommer fra Niels Peters mormor som hed Maren Martinsdatter Neumann. Hun var gift med Mads Poulsen. De kom begge fra Fyn men var flyttet til Skafterup nok en gang i 1830erne. Der var kommet mange fynboer til egnen i første halvdel af 1800-tallet efter indbydelse fra Greven. De skulle supplere folketallet efter drænet fra blandt andet kobberepidemi.

Som det fremgår ovenfor er gårdejer Thomas Hansen blandt dåbsvidnerne. Han ejer matrikel nr. 1 i Nyrup som er den jord der ligger øst for byen og grænser op til bymarkerne mod øst. Den 21-6-1903 har Niels Peter Hansen handlet jord med Thomas Hansen og købt matrikel nr. 1l som grænser op til den jordlod på matrikel nr. 7 som Niels Peter Hansen tidligere har købt. I forbindelse med købet har Niels Peter Hansen optaget et lån på 3000 kr. i Den Sjællandske Bondestands Sparekasse med sikkerhed i ejendommen. Hans brødre Martin Carl Hansen Skafterup og Hans Peter Hansen Grimstrup er kautionister.

Kort tid forinden var den nye landevej mellem Skælskør og Næstved blevet færdig, Landevejen gennemskærer matrikel nr. 1 og går langs sydsiden af bymarkerne. Thomas Nielsen sælger størstelen af jorden nord for landevejen og beholder jorden syd for veje. Matriklen nr. 1k som ligger nabo til Niels Peters 1l mod vest har samme størrelse, sælges til Tømrer Jacob Peter Jørgensen. Det er denne parcel som Jens Peter Nielsen (Gamle Jens Peter) og senere hans søn Ebbe Nielsen køber. Niels Peter Hansen sælger en parcel af matrikel nr. 1l svarende til 1 skæppe land, benævnt matrikel nr. 1m, til arbejdsmand Jens Jacobsen. Køberen skal ifølge skødet sørge for at grunden er indhegnet med ståltråd. Det er denne ejendom som Henry og Anna boede på mens Kaj og Ella Hansen havde husmandsstedet på matrikel nr. 1l.

Den 3-8-1908 får Niels Peter og Mathilde deres 3. barn. Det er datteren Karen Kirstine Elvira Hansen som bliver døbt i Fyrendal Kirke den 6-9-1908. Vidnerne er ”pige Alma Andersen, København, pige Petrine Hansen Nyrup, gårdejer Thomas Hansen og barnets forældre”. Pigen Alma Andersen er søster til Mathilde Marie. Den anden pige Petrine er datter af gårdejer Thomas Hansen.

Robert bliver konfirmeret den 19. april 1914 og 3 uger efter den-5-1914 dør Mathilde Marie Hansen 36 år gammel. Hun begraves på Fyrendal den 12. maj.
Niels Peter Hansen er dog ikke helt alene med børnene da Karen Marie Nielsen fortsat lever. Hun kaldes ”bedstemoder” i folketællingen og det er nok den rolle hun har i familien ikke mindst efter Mathilde Maries død. Niels Peter får yderligere hjælp med børnene da hans søster Ane Lauritsen flytter ind.

I januar 1915 køber Niels Peter Hansen en jordlod på matrikel 12 af Niels Folkersen og jordlodderne matrikel 8, 10 og 13a af Greven. Niels Folkersen køber i stedet matrikel 9 op mod landevejen. Han kan komme til og fra uden at skulle bruge den gamle markvej hen over Niels Peters marker. I 1943 sælger sønnen til N. F. Nielsen kaldt ”den lille gartner”.
Niels Peter Hansen har denne gang optaget et lån på 2000 kr. i bondestandens sparekasse. Kautionister er Carl Martin Hansen, broderen Mads Vilhelm, der på dette tidspunkt er gårdejer i Holsted i Holme Olstrups sogn samt gårdejer Hans Andersen, Bisserup, der er gift med Niels Peters søster Johanne. Hans Peter Hansen, Grimstrup og gartner Carl Nielsen, Holsted er vitterlighedsvidner. Hvem den sidstnævnte er vides ikke.
Med jordkøbene har Niels Peter Hansen hermed i det store hele nu erhvervet den jord som i de næste årtier var hans og senere hans søns ejendom i Nyrup.

”Bedstemor” Karen Marie Nielsen dør den 6.juli 1916, 77 år gammel Året efter den 16.juni 1917 sælger Niels Peter Hansen 18b og 18c. Han har stadig huset på matrikel 15b så det er tænkeligt at han bor der indtil han flytter ind i de nye bygninger som opføres på et areal op til landevejen, dér hvor der går en vej kaldt Fløehøjvej mod Skafterup. Da matrikel 15b sælges den 19.april 1921 er Niels Peter Hansen senest indflyttet det nye sted pr.
denne dato.

Niels Peter Hansens ejendom på Næstved-Skælskør landevejen. Foto privat

Den 30. september 1917 bliver Roland konfirmeret Niels Peter Hansen har i mellemtiden fået en ny kone. Det er Karen Frandsine Nielsen, født den 21-12-1882 i Hastrup i Beldringe sogn, sydøst for Næstved. Forældrene er gårdejer Jens Nielsen og Mette Christensen. De har gården Ellekildegaard på matrikel 7a i Hastrup. Jens Nielsen dør i 1916. Han var da gået på aftægt hos sønnerne Bertel og Kresten som har overtaget gården.
Dagen før brylluppet den 14. maj 1918 skiftede Niels Peter Hansen med sine tre børn på Birkekontoret i Rude. Svogeren Hans Morten Andersen, Bisserup stiller som kurator for den ældste søn, Robert Hansen, der netop var fyldt 18 år men regnedes som mindreårig, og som værge for de to umyndige, Roland på 15 år og Elvira på 10 år. Boopgørelsens resultat gav en arv på 3860,68 kr. til lige fordeling mellem enkemanden og de tre børn. Den ældste Robert kunne udbetales arvedelen på 955,67 kr. med det samme medens de to mindstes arvedel kunne udbetales når de fyldte 18 år eller forlod hjemmet.

Niels Peter Hansen og Karen Fransine Nielsen bliver gift 15-5-1918 i Beldringe Kirke. Hun er 36 år og han er 51 år. Brylluppet bliver sandsynligvis holdt på Ellekildegaard hos broderen Kresten, hvor også Karen Fradsines mor Mette bor på aftægt:

Niels Peter Hansen og Karen Frandsine Andersens bryllupEllekildegaard. Personerne er ikke identificerede men et gæt kunne være at de fire voksne kvinder til venstre er serveringsdamer, den siddende gamle dame må være Karen Frandsines mor Mette Christensen med tre af Karen Frandsines søstre bag. Den høje mand er Hans Peter Hansen med sin kone til højre. Mellem brudeparret: Carl Martin Hansen og nr. to efter Niels Peter: Mads Vilhelm Hansen (de har alle højden til fælles). Manden til højre for Niels Peter er nok Kresten Nielsen, værten. Fotograf ukendt

Niels Peter Hansens og Mathildes børn

Uddrag af historien om Niels Peters og Mathildes børn

Robert Jacob Emanuel Hansen. Robert Jacob Emanuel Hansen blev født den 11-2-1900 i Nyrup i det hus som faderen Niels Peter Hansen havde købt af Karen Marie Nielsen i 1893. Robert blev døbt i Fyrendal kirke den 25.marts og det var også i denne kirke han blev konfirmeret 14 år senere den 19-4-1914.

Han er hjemmeboende indtil omkring 1921 og han undgår indkaldelse til militæret. I stedet tager han til Jylland til Vinderslev sogn, hvor han i 1915 arbejder på godset Vinderslevholm som chauffør. Medens han arbejder på godset, møder han den 20-årige gårdmandsdatter Krista Christensen Degn fra nabosognet Thorning. Hendes forældre er gårdejer Christian Christensen og Ane Sofie Christensen og de har gården Mallinggård.

De flytter til Fyrendal sogn efter brylluppet og datteren Jutta Mathilde Degn bliver født den 5-8-1927 og døbt i Fyrendal kirke den 11-9-1927 med blandt andre Niels Peter og Karen som vidner. I dåbsnotatet oven for fremgår det at Robert på dette tidspunkt er blevet husmand. Sognepræsten har først skrevet statshusmand men slettet ”stats”. Dette kunne indikere at Roberts husmandssted er større end hvad statshusmandsstederne var (4-5 tønder land). Dette er dog ikke tilfældet. Det er mindre.

Den på gældende ejendom er matrikel 8i er opgjort til 7 skæppe 2 Fjerdingskar og 2 Album, altså lidt under 1 tønde land, er beliggende på Møllevej 23 i Tornemark. Robert køber ejendommen den 19-10-1926 og det er også dér de bor ved folketællingen i 1930. Og det er også på dette husmandssted at sønnen Mogens bliver født den 8-12-1932.

Ved folketællingen i 1940 har Robert opgivet landbruget og den 26-6-1940 overdraget skødet til landmand Henry Leon Hansen. Købssum: 15.180 + løsøre 4.000 kr., men gælden udgør 15.200 kr. så det er ikke meget Robert får med sig. I 1940 bor de til leje hos Niels J. Jensen på matrikel 15hi på Hovedgaden 30 og Robert har fået arbejde i Fyrendalskoven.

Senere flytter Robert og familie ind i skovløberhuset i Hårslev matrikel 13b. Her bor de ved datterens bryllup den 11-2-1948. Jutta Mathilde Degn Hansen arbejder som ekspeditrice i Slagelse og bliver gift med Karl Jørgen Sørensen, ekspedient i Slagelse, født den 24-10-1924 i Slots Bjerreby. De får sønnerne Søren Degn Sørensen, den 19-9-1948 og Jens Degn den 21-6-1950.

Roland Peter Neumann Hansen. Han blev født den 12-7-1903 og døbt i Fyrendal kirke den 30-8-1903. Rolands mellemnavn Neumann kommer fra Niels Peters mormor som hed Maren Martinsdatter Neumann. Hun var gift med Mads Poulsen. De kom begge fra Fyn men var flyttet til Skafterup nok en gang i 1830erne.

Roland konfirmeres den 30-9-1917. Han har fået tuberkulose og bliver derfor boende hjemme. Moderen er død tre år før og det har været husets tidligere ejer Karen Marie Nielsen og fasteren Ane Lauritsen der har stået for pasning og opdragelse. I øvrigt pådrager Roland sig sygdommen nogenlunde samtidig med moderens død. Det er ikke utænkeligt at hun også var blevet smittet med tuberkulose. Ved folketællingen i 1925 er Roland i København på ”Finsens lysinstitut” og i 1928 er det slut. Roland dør den 11-2-1928 og begraves den 18-2-1928 på Fyrendal kirkegård.

Karen Kirstine Elvira Hansen. Niels Peter og Mathilde Maries sidste barn bliver født den 3-8-1908. Hun bliver døbt Karen Kirstine Elvira i Fyrendal kirke den 6-9-1908.

13-8-1922 bliver hun konfirmeret i samme kirke og kommer derefter i huset. I 1925 er hun husassistent hos gårdejer Jens Anton Pedersen og Karen Marie Pedersen i Krummerup ved Fuglebjerg og ved folketællingen 1930 er hun husassistent hos herreekviperingshandler Rasmus Christian Nielsen og Laura Nielsen i Aagade i Næstved.

Det er i Næstved hun møder bødkersvenden Kjeld Verner Larsen, født 11-10-1909. Han er søn af bødkermester Niels Peter Larsen og Karen Anne Cathrine født Casse. De bliver gift den 26-10-1931 i Fyrendal kirke.

Elvira og Kjeld får datteren Birthe Larsen som bliver gift med John Larsen med hvem hun får børnene Bjarne og Anne Birthe.

Arne Kaj Tormod Hansen (1919-1988) og Ella Elise Hansen (1922-2001)

Arne Kaj Tormod Hansen er født den 4-8-1919 og blev døbt den 28-9-1919. Dåbsvidner var foruden forældrene gårdejer Hans Andersen og hustru Johanne Kirstine af Bisserup som er søster til Niels Peter.

Niels Peter Hansen havde skiftet med de 3 børn fra 1. ægteskab før han giftede sig med Karen Frandsine Nielsen og da der kom en søn i det nye ægteskab og ikke flere børn, var det ham, der en dag skulle afløse på husmandsstedet. I følge folketællingerne var der ikke på noget tidspunkt ansat tjenestekarle så arbejdet blev udført af forældrene og gradvis også af drengen. Skoletiden gav heller ikke anledning til de helt store forsømmelser i arbejdet på husmandsstedet. I skolen, der ligger på sognegrænsen mellem Fyrendal og Holsteinborg på vejen mod Bisserup, var der kun undervisning hver anden dag. Uddannelsen i de basale færdigheder var afsluttet efter 5 år, hvor konfirmationen også markerede indgangen til de voksnes verden. Kaj blev konfirmeret den 1-10-1933 af sognepræsten i Kvislemark-Fyrendal Aage Lambert Jensen:

Konfirmationsholdet 1933: sognepræsten Aage Lambert Jensen står i midten og Kaj står yderst til højre

Efter konfirmationen kunne man og skulle man udføre voksen mands arbejde. I 1933 var Niels Peter blevet 66 år og trængte til aflastning. Og der var nok at tage sig til: Til husmandsstedet hørte 16½ tønder land.

Det meste var udmærket muld og ler men marken mod øst og nord for gartneriet var jævnligt vandfyldt, da det var utilstrækkeligt drænet. Og drænarbejde var tungt arbejde med spade og skovl i de våde render før drænledningen der lå omkring 3 meter nede kunne repareres. Det var et arbejde Kaj kom til at udføre gennem gange årtier.

I det hele taget var der meget arbejde der skulle udføres med hånd. Når der skulle spredes møg, skulle vognen først læsses fra møddingen og derefter udkastes i mindre bunker på marken og siden spredes med greb. Pløjningen om efteråret foregik med en svingplov hvor ploven skulle holdes i rette vinkel og styres langs den skårne fuge samtidig med at hesten skulle holdes i gang. En del af redskaberne deltes man om med naboer. Såmaskinen var en af de delte maskiner og krævede akkuratesse så der ikke kom ”helligdage” eller maskinen gav for meget korn. Harvning og tromling var lidt lettere markarbejde, her gjaldt det om ikke at få for meget fart på hesten. Til høsten blev den store selvbinder kørt frem og iført de lærredssejl, der skulle føre halmen gennem binderen. Den blev trukket af 2-3 heste så også her deltes man med naboerne.

Hvor markarbejdets indhold skiftede med årstiderne, var røgtning af dyrene det samme året igennem. Malkning med hånd, fodring og udmugning fyldte mange timer hver dag.

Den fritid der var blev brugt på fodbold på bane i Tornemark. Kaj var målmand og blev engang bortvist da han røg på sin pibe under en kamp. Senere spillede han også lidt badminton. Hans hovedinteresse var dog at læse sprog og matematik. Her indgik skoleradio og øvehæfter. Han opnåede et højt niveau inden for mange fag og kunne uden problemer følge med og hjælpe da nogle af hans børn kom på gymnasiet.

Men det var husmand han skulle være og det var husmand han blev og det blev definitivt da Niels Peter den 18.januar 1943 overdrager skødet på ejendommen til Kaj. Prisen var kr. 23.755,69. Niels Peter var blevet 76 år og Karen Frandsine 61 år.

Vist nok samme år er Ella Elise Kristensen kommet til egnen og fået stilling som husassistent på Stabelgård på Skovridergårdsvej i Nyrup hos gårdejer Karl Nielsen. Også Ellas søster er flyttet til egnen. Hun er blevet husassistent hos Gunnar Frederiksen på Diegård og de gifter sig i oktober 1944.

Præcis hvornår Kaj og Ella mødes vides ikke men bekendtskabet kan dateres tilbage til august 1943, da datteren Annelise blev født 1-6-1944. De bliver borgerligt viet 25-3-1944:

Ella får med ægteskabet ikke bare en mand og senere børn men også 2 svigerforældre, der plejer at bestemme inde og ude. Ved siden af 6 barnefødsler med mindre end 2 år imellem har hun skulle holde hus for Kaj og svigerforældrene. Som Niels Peter næppe har undladt at blande sig i Kajs arbejde har Karen Frandsine næppe afholdt sig fra at give gode råd og vejledning til Ella. Det var utvivlsomt et tiltrængt afbræk fra de hjemlige forhold, når Ella kunne gå til gymnastik og senere også stå for ledelsen af gymnastikken og gymnastikopvisningen i forsamlingshuset Enigheden.

Efter Annelise følger som nævnt yderligere 5 børn. Niels Peter Hansen dør den 25-4-1949 og begraves på Fyrendal kirkegård den 19-4-1949 og Karen Frandsine Hansen dør den 18-11-1949 og begraves ved siden af Niels Peter den 23-11-1949.

(forside)